en god numse! :D
08.03.2010, 13:53 Vil du have en god numse så lyt og lær! :D:D
SPIS PROTEINER
Øøøøv, vi ved godt, det er verdens kedeligste råd. Men hvis du er uvenner med din numse, kunne det godt have noget at gøre med, at der jævnligt ryger et par cookies og en pose Haribo for meget indenbords. Hvis du begynder at spise lidt sundere, vil det med garanti også vise sig på din bootie.
Det bedste, du kan spise for at opbygge en god, fast bagdel, er proteiner - og gerne masser af dem. De vigtigste protein-kilder er kød, fisk, æg, fedtfattige mælkeprodukter og bønner. Derudover kan du også guffe al den frugt og grønt, du har lyst til. Drik masser af vand. Og hvis du så samtidig skærer lidt ned på sukker og salt, skulle den gode numse være inden for rækkevidde.
TRÆN DIG BOOTYLICIOUS
Hvis din popos problemer bunder i tyngdekraftens uheldige bivirkninger, er der ikke andet for end at begynde at træne den. Det kan selvfølgelig være en god idé at melde dig ind i et fitnesscenter - men du kan også sagtens træne numsen i topform derhjemme. Det eneste, du behøver, er en god portion viljestyrke!
Ethvert numse-fitness-program med respekt for sig selv indeholder de klassiske balde-øvelser lunges (udfald) og squats (benbøjninger). Og det er der en grund til - det er simpelthen de bedste bagdels-opstrammere, der findes!
På videoen nedenfor demonstrerer kvinden, hvordan du let kan opbygge en supernumse hjemme på stuegulvet. Lad være med at blive distraheret af al hendes snak - bare kig på, hvordan hun gør:
http://www.youtube.com/watch#playnext=1&playnext_from=TL&videos=mTXZ5k8sEko&v=zahsEH6iYBM
Hvis dit mål er at smide et par kilo samtidig, er det en god idé også at få pulsen op et par gange om ugen. Det får du for eksempel ved løb, cykling, svømning eller spinning.
SO LONG, CELLULITIS
Hvis udsigten til dine perfekte balder bliver skæmmet af et bulet bakkelandskab, er du nok desværre nødt til at indstille dig på, at den silkeglatte overflade fra dine præ-teenageår aldrig kommer tilbage. Hvis du har meget appelsinhud, forsvinder den nok aldrig helt - sorry!
TAG TRAPPEN
Dovenskaben er din røvs værste fjende! Væn dig til at tage trappen i stedet for elevatoren eller rulletrappen - hver gang. De fleste af os forcerer mange trappetrin i løbet af en dag, og det er super workout for balderne.
Hvis du virkelig vil være god, vænner du dig til at løbe op og ned ad trappen to gange, hver gang du skal flytte dig en etage. Det kan godt være, dine kolleger synes, det ser fjollet ud, når du for syvende gang på en dag spæner op og ned for at få en kop kaffe. Men det virker!
Hvis du i forvejen løbetræner, er det en super god idé at lægge vejen forbi nogle trapper og tage dem et par gange i træk, inden du løber videre. Så skulle Beyoncé-bagdelen være inden for rækkevidde.
KLÆD NUMSEN PÅ
Der findes ikke dårlige numser - kun dårlig påklædning! Den indpakning, du vælger at klemme din bagdel ned i, har usandsynligt stor betydning for, hvor godt den tager sig ud.
Gennemgå din garderobe med et kritisk blik: Er nogle af tingene for store eller for små? Udstyrer tøjet dig med en mærkelig hængerøv eller (oh ve oh skræk) skærer bukserne numsen over i to uformelige franskbrød, fordi de kryber de helt derop, hvor solen aldrig skinner?
Hvis du er velsignet med en ordentlig ladeport fra naturens hånd, kan det godt betale sig at bruge lidt ekstra skejser på et par gode jeans, der holder det hele på plads. Gå kun i bukser, der fremhæver de bedste sider af din røv og nedtoner de mindre heldige. Der er en verden til forskel!
PØLSE-METODEN
De kæmpestore stram-op trusser er måske ikke specielt sexede at se på - men hvis Bridget Jones kan score både Hugh Grant og Colin Firth med sådan et par på, kan du også!
Trusserne får dig godtnok til at ligne en stor pølse, der er proppet ned i et lillebitte stykke tarm. Men underhylderne gør, hvad de skal: De holder både mave, hofter, balder og appelsinhud i skak, så du kan hoppe i selv den strammeste kjole uden at være nervøs for grimme blævredeller. Faktisk krymper du en størrelse, når du først får dig skruet ned i monstrummet - slet ikke dårligt! Men gem dem til særlige lejligheder; de er ikke videre behagelige at have på til hverdag!
BH TIL BALDERNE
En anden måde at holde rumpetten på plads er ved at komme den i et par trusser som disse. De skum-agtige indlæg holder huden på plads og giver ekstra fylde på J-LO-måden. Verdens nemmeste måde at blive bootylicious!
ELSK DEN!
Giv din numse den kærlighed, den fortjener!
Alle de kloge er enige om, at vi mennesker finder andre mere attraktive, hvis de har det godt med sig selv. Så slut fred med din guddommelige numse, lige meget hvor meget junk in the trunk, du er udstyret med fra naturens hånd. Hvis du elsker din egen numse, vil andre med garanti også gøre det!
Stil dig nøgen foran spejlet og tag et godt kig på din bootie. Sig til dig selv ’jeg elsker min numse præcis, som den er’ ti gange i træk. Gentag øvelsen hver eneste dag. Så skal I nok blive gode venner igen.
Held og lykke! :D:D